Arbejde hjemme eller ude

Hvor skal du arbejde fra?

For mange iværksættere er det nemt og billigt at sidde hjemme og arbejde. Men måske ville det være bedre at flytte arbejdet ud på et kontor. Der kan være mange gode grunde til, at din virksomhed skal foregå fra din privatbolig. 

Det kan være private grunde, som at du f.eks. ønsker at være tæt på dine børn. Det kan også være mere rationelle grunde, som at du ikke har penge til ekstern husleje, eller det, du arbejder med, ikke kan fjernes fra hjemmet.

Arbejder du hjemme? Pas på overspringshandlinger 

Et af problemerne ved at arbejde hjemme er, at det er yderst nemt at gå ned i gear i forhold til virksomheden. Det er nemt at lave overspringshandlinger som at vaske tøj eller polere bilen, starte tidligt på maden eller bruge for lang tid på avisen.

Arbejde og fritid flyder sammen, og fritid/privatliv kan tage for meget af arbejdstiden.

At arbejde ude giver energi

Har du et kontor ude i byen, skal du af sted ”på arbejde”, også selvom du måske ikke ved, hvad du skal lave i dag. 

Når du har egen virksomhed, har du altid noget at lave, også selvom det ikke haster vildt meget eller er noget, du helst ikke vil lave. Disse arbejdsopgaver kan du så lave, når du kommer ”på arbejde”.

Der er ingen vej udenom, og du skal måske være der otte timer, så det trælse arbejde bliver lavet, og du kan komme i gang med det fremtidige arbejde.

Du får kollegaer, når du arbejder ude

En anden fordel ved at arbejde ude i fx et kontorhotel er, at du får kollegaer. At være iværksætter kan være meget ensomt, også selvom du møder mange kunder. For kunder er ikke kollegaer.

Kollegaer kender ens arbejdsmæssige situation og udfordringer. Kollegaer er nogen, man kan snakke med og trække energi fra.

FS-SI-1185082393

Du kan få kunder fra kollegaer

I et kontorhotel er der mange forskellige typer iværksættere, som møder mange forskellige typer kunder. Hvis de ved, hvad du laver – du har givet dine kollegaer din elevatortale – så tænker de på dig, ligesom du tænker på dem, når du besøger dine kunder. Kollegaer er gode salgsambassadører.

God investering at have kontor ude

Det kan være en god investering at bruge 2-3.000 kr. om måneden på at have kontor sammen med andre. Den ekstra indsats, du kommer til at lægge i dit firma og de kunder, dine kollegaer kan finde, vil ofte kunne opveje den ekstra udgift.

Du kan via linket her finde en oversigt over de fleste kontorfællesskaber i Danmark: Find kontorhotel, kontorfællesskab og coworking | Kontorfaellesskaber.dk

Hårdt arbejde slår talent, når talent ikke arbejder hårdt.
Tim Notke