---
title: Ansattes rettigheder – arbejdsmarkedslovgivningen
description: Hvis du skal have ansatte, skal du følge en række krav for at opfylde arbejdsmarkedslovgivningen. Læs om dem her.
---

# Ansattes rettigheder

## Med en ansat følger en række krav

Hvis du skal have en ansat i din virksomhed, skal du følge en række krav for at opfylde loven. Det er ikke nemt at ansætte sin første medarbejder – men andre har gjort det før dig, så du kan vel også? Du skal dog have hjælp til at håndtere din lønadministration.

## Arbejdsmarkedslovgivningen – ansattes minimumsrettigheder

Vi har i Danmark tradition for, at ansatte medarbejdere har visse minimumsrettigheder. Det, man som ansat vurderer som ordentlige arbejdsforhold, kan som ny arbejdsgiver tolkes som en masse bøvl ved ansættelse af medarbejdere.

Heldigvis er der virksomheder, der kan hjælpe dig med at overholde arbejdsmarkedslovgivningen, hvis du synes, at nedenstående ser uoverskueligt ud.

Arbejdsmarkedslovgivningen siger bl.a.:

- #### Du skal registrere dig som arbejdsgiver
  
  Når du ansætter medarbejdere i din virksomhed, skal du registrere dig som arbejdsgiver. Du skal nemlig til at udbetale løn og indberette A-skat og AM-bidrag til SKAT af den løn, du udbetaler til din medarbejder. 
  
  Du registrerer dig som arbejdsgiver på [**Start virksomhed siden**](https://indberet.virk.dk/myndigheder/stat/ERST/Start_virksomhed?nm_extag=Link=,forside,mest-anvendte-start-virksomhed,) – det samme sted, som du registrerede din virksomhed.
  
  .
- #### Du skal udarbejde et ansættelsesbevis
  
  Din nye medarbejder har krav på et [**ansættelsesbevis**](https://startupsvar.dk/efter-start/ansatte-i-virksomheden/ansaettelsesbevis-til-medarbejdere?hsLang=da) fra dig. Din medarbejder skal have det senest en måned efter, at han/hun er ansat.
  
  Hvis din medarbejder arbejder mere end 8 timer om ugen, har han/hun krav på at modtage et ansættelsesbevis fra dig. Ansættelsesbeviset skal indeholde basale, men meget konkrete beskrivelser af medarbejderens arbejdsopgaver samt arbejdstid og -sted.
- #### Du skal tegne en forsikring mod arbejdsskader
  
  Du skal tegne en [**arbejdsskadeforsikring**](https://startupsvar.dk/efter-start/ansatte-i-virksomheden/forsikring-af-ansatte?hsLang=da) for at sikre din medarbejder økonomisk, hvis han/hun kommer ud for en arbejdsulykke.
  
  Du vælger selv, hvilket forsikringsselskab du vil tegne forsikringen i.
  
  Prisen for forsikringen afhænger af risikoen for, at der sker ulykker på virksomheden. Kontakt dit nuværende forsikringsselskab og undersøg, hvad de kan tilbyde.
- #### Du skal indbetale til ATP
  
  Du skal som arbejdsgiver betale bidrag til din medarbejders ATP – din medarbejders livslange pension. Du skal betale 2/3 af ATP-bidraget. 
  
  Du skal som arbejdsgiver selv beregne og indbetale ATP-bidraget.
- #### Du skal betale til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
  
  Du skal betale til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES) for at sikre din medarbejder økonomisk, hvis han/hun får en erhvervssygdom.
  
  Du bliver automatisk tilmeldt Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Det sker, når du betaler til ATP.
- #### Du skal indbetale til en barselsordning
  
  Du skal som arbejdsgiver betale til en barselsordning. Du betaler et fast beløb pr. medarbejder – uanset alder og køn. 
  
  Alle arbejdsgivere skal betale til en barselsordning. Det skal være til [**barselsordningen på barsel.dk**](https://indberet.virk.dk/barseldk/barseldk) eller en anden godkendt barselsordning.
- #### Du skal betale til Ferie
  
  Du skal betale din medarbejders feriepenge til FerieKonto eller betale løn under ferie, afhængigt af ansættelsesforholdet. 
  
  Din medarbejder optjener altid 2,08 dages ferie om måneden. Din medarbejder har altså ret til enten fuld løn under ferie eller feriepenge.
  
  .
- #### Der følger også andre forpligtelser og regler
  
  Du er også forpligtet til at tilrettelægge arbejdstiden, så din medarbejder får hvileperioder.
  
  Du må desuden ikke spørge til graviditet ved ansættelse, og du må heller ikke lægge vægt på race, religion og alder.

## Du SKAL have hjælp

Du kan i princippet håndtere ovenstående selv. Det er dog næsten dømt til at mislykkes, og din tid er bedre brugt på at udvikle og sælge flere af virksomhedens produkter.

Få eksterne til at håndtere din [**lønadministration**](https://startupsvar.dk/efter-start/ansatte-i-virksomheden/administration-af-loen?hsLang=da) for dig. Lav f.eks. en Googlesøgning på "Lønadministration" og find det bureau, der passer til dig.

![EF-AV-1362265062](https://startupsvar.dk/hubfs/Startupsvar/Billeder%20og%20annoncer/Efter%20start/ES%20Ansatte%20i%20virksomheden/EF-AV-1362265062.jpg)

![FS-bannerannonce-2-395x329 aar 2023](https://startupsvar.dk/hubfs/Startupsvar/Ads%20skabeloner/Annoncer%20FS/FS-bannerannonce-2-395x329%20aar%202023.gif)

[![FS-bannerannonce-2-1440x440 aar 2023](https://startupsvar.dk/hubfs/Startupsvar/Ads%20skabeloner/Annoncer%20FS/FS-bannerannonce-2-1440x440%20aar%202023.gif) ](https://www.frie.dk/selvstaendig/forening/?hsLang=da)

> *Hvis du starter noget på egen hånd, skal du hellere have en passion for det, fordi dette er hårdt arbejde.*

Sallie Krawcheck,

CEO og co-founder af Ellevest