Virksomhedens navn
- Før start
- Registrering af virksomhed
- Virksomhedens navn
- Før start
- Registrering af virksomhed
- Virksomhedens navn
Hvad skal virksomheden hedde?
Når du vælger et navn til virksomheden, skal du sikre dig, at det ikke allerede bliver brugt af et andet firma. Det er ikke tilladt at vælge et navn, der ligner navnet på en anden virksomhed. Navnet skal tydeligt adskille sig fra andre virksomheders navne. Navnet må heller ikke være vildledende – du må f.eks. ikke hedde "Norske fjordlaks", hvis laksene er opdrættet i et dambrug på Thy.
Husk domænenavn – din hjemmesideadresse
Husk at registrere dit firmanavn som domænenavn (din hjemmeside), når du endeligt har besluttet dig for navnet. Domænenavnet er dit "internetnavn" – f.eks. www.startupsvar.dk. Er domænet ledigt, er der sandsynligvis heller ikke nogen, der bruger ordet som virksomhedsnavn. Det er et lille ”trick”, du kan bruge, hvis du er usikker på, om dit navn er ledigt.
Undersøg domænenavne på fx: www.simply.com. Her er også adgang til at søge på udenlandske domæner. Det er også altid en god ide at lave en søgning på www.cvr.dk. Hvis domænenavnet er optaget, skal du vælge et andet firmanavn.
Almene- og personnavne som virksomhedsnavn
Vælger du et almindeligt brugt ord som firmanavn, kan du sædvanligvis bare bruge det. Barberhjørnet, Malermanden eller Coach-Aarhus er almindeligt brugte ord, og sammensatte ord er til fri afbenyttelse.
Hedder du Mogens Thomsen, må du også som udgangspunkt gerne kalde dit firma "Firma Mogens Thomsen".
Undersøg dog altid, om der er andre firmaer med samme navn i dit naturlige forretningsdistrikt, da det sjældent er til nogens fordel at have navnesammenfald.
Samme firmanavn som andre – hvad er reglerne?
Man kan, under visse omstændigheder, også tillade sig at bruge samme navn som et andet firma, blot man ikke sælger den samme type vare.
Vil du f.eks. hedde Advice Pro og sælge regnskabsanalyser, og der allerede findes et firma med navnet Advice Pro, der dog sælger elektroniske komponenter, kan du også godt få lov at bruge Advice Pro.
Du skal dog overveje, om det er smart at hedde det samme som et andet firma. F.eks. har de nok allerede taget domænenavnet, og det er vigtigt selv at eje dette. Derudover sender det ofte et dårligt signal til omverdenen, hvis du fra start "snylter" på andres varemærke – bevidst eller ubevidst.
Er navnet, du ønsker, et registreret varemærke, fx McDonald, skal du holde dig fra det.
Søg efter virksomhedsnavne – sådan gør du
Du kan for 2-3.000 kr. få Patent- og Varemærkestyrelsen til at lave en totalt dækkende søgning på dit virksomhedsnavn. Du kan også selv lave en næsten fyldestgørende undersøgelse.
Du kan også læse om navn og logo hos Patent- og Varemærkestyrelsen
Beskyt dit varemærke (dkpto.dk)
Start med at Google det ønskede navn. På internettet er der også flere andre tjenester, man kan bruge for at søge efter navne, f.eks. www.krak.dk, og www.kob.dk
Registrer dit navn, og det er dit
Hvis du kan bevise, at du er den første, der begyndte at bruge dit firmanavn, har du som udgangspunkt eneret til at anvende navnet – se dog ovenfor for undtagelser.
Du behøver altså ikke at registrere navnet et specielt sted. Når du bliver registreret som virksomhed, har du også officielt registreret firmanavnet som dit.
Iværksættelse er et spil, en konkurrence med grumsede regler, hvor held spiller afgørende ind.